logo

Efterårsauktion

Ludwig Mies van der Rohe (1886-1969): Et par Barcelona lounge chairs
Stel af forkromet stål med udspændte læderremme, sæde- og ryghynder betrukkede med patineret læder. Fremstillede hos ​​Knoll International. Formgivet 1920, erhvervet ca. 1970.
Vurdering dkk 25.000


Laurits Andersen Ring (1854-1933): "Mønsterbageriet", 1886 - Mikkel Bryggersgade, Kbh.
Sign. L.A. Ring, 86. Socialrealistisk komposition. Olie på lærred. 55 x 47 cm. Udstillet: Ordrupgård, retrospektiv udstilling 1984. Proveniens: Dansk privateje, i samme families eje siden 30'erne.
Vurdering dkk 150.000-200.000

Kvalitetsauktion i Auktionshuset torsdag d. 2. december. Eftersyn fra d. 28. nov. kl. 12.

Vi glæder os til at se jer til endnu en kvalitetsauktion med udvalgte møbler, ældre og moderne kunst, antikviteter og denne gang en samling af udsøgt orientalsk kunsthåndværk og antikke tæpper.

Vi er stolte af at præsentere to smukke, klassiske landskabsmalerier af guldaldermaleren P.C. Skovgaard, og et værk af L. A. Ring fra hans tidlige år i København, hvor det måske er effekten af hans omend korte tid på P.S. Krøyers malerskole, der slår igennem i skildringen af det dampende bageri i Mikkel Bryggers Gade.

En del af auktionens emner stammer fra to familier, de Jonquières og familien Bloch, som har samlet kræsent gennem mange år og opbygget samlinger af virkelig fin kvalitet. En del af Blochs samling er den meget fine samling af antikke særligt kaukasiske tæpper, de fleste fra 1900-1920 og i ekstraordinært god kvalitet, her er virkelig noget for samleren. Samlingen af orientalica er udsøgt og omfatter porcelæn, jade og figurer af høj kvalitet, her i blandt en buddha i forgyldt bronze fra Ming dynastiet.

To af det tidlige 20. århs. store satirikere har fundet vej til auktionen, hvor der er hele tre malerier af den iagttagende og kritiske Harald Engman og en tegning af Storm P. Er det det moderne, der trækker, er der blandt andet malerier af Jens Birkemose, Hans Meyer Petersen, Sergei Sviatchenko, Anne Vilsbøll og Erik Bille Christiansen. Svend Ritter er repræsenteret med to skulpturer af bronze, der viser spændvidden i hans værk, og auktionen byder også på en smuk gipsfigur af Stephan Sinding forestillende kunstnerens hustru.

Og så er der selvfølgelig palisandermøblerne, Mies van der Rohes Barcelonastole i lyst læder, Jan Ekselius’ hippe Etcetera stol, Arne Norells ”Divina” sofa med tilhørende lænestol samt en stilfuld sofagruppe af Frits Henningsen og forskellige antikviteter af høj kvalitet.

Vi glæder os til at vise de mange spændende og smukke genstande frem på eftersynet, som åbner søndag d. 28. november kl. 12.

Bemærk særligt for denne auktion at alle afgivne bud er bindende, fortrydelsesretten gælder ikke for denne type auktion. Der kan afgives kommisionsbud på nettet indtil ca. 30 min før auktionens start. Alle er velkomne til at møde op til auktionen. Der er også mulighed for at byde med online under auktion via "Live-bydning" eller blive ringet op og byde med på telefon. Kontakt os, hvis du har spørgsmål til en genstand på auktionen, vi giver gerne en konditionsrapport.

På gensyn i Hørsholm

Auktion torsdag d. 2. december kl. 17 i Auktionshusets lokaler

Eftersyn:
Søndag d. 28. november kl. 12-15
Mandag d. 29 november kl. 10-17
Tirsdag d. 30 november kl. 10-17
Onsdag d. 1. december kl. 10-17
Torsdag d. 2. december kl. 10-12


· Hent pdf-katalog her

· Se hele kataloget her

· Byd på auktionen her

AUKTIONSHUSET A/S • Ved Klædebo 17 • DK-2970 Hørsholm • Telefon +45 4576 7080
Copyright © 2021 AUKTIONSHUSET. Alle rettigheder reserveret.

Om cookies


facebook
Følg os på Facebook
         instagram
Følg os på Instagram